At der i vores sojaprodukter hverken indgår animalske, syntetiske eller naturfremmede dufte - eller fortyndingsmidler - kan de fleste forholde sig til. Men hvordan ser det ud med de naturidentiske dufte? Kender du forskellen mellem naturlig og naturidentisk duft? Det finder du ud af her.
Selvom jeg er astmatiker, så elsker jeg duftlys. Heldigvis kan jeg godt tåle duftlys. Lige nu er det især duften af syrener, som jeg fristes af. Men samtidig er jeg også klar over, at duftlys alligevel skal brændes med måde, da jeg ikke har lyst til at udvikle en duftallergi. Om en duft så er naturlig eller syntetisk, så kan man alligevel risikere at blive allergisk overfor duften. Et godt eksempel er min mor. Hun er bl.a. allergisk overfor æterisk lavendelolie, hvilket kan gøre hende så syg, at hun må ligge i sengen.
I naturen har man kendskab til over 6000 aromatiske stoffer. Gennem forskning har man fundet frem til den kemiske sammensætning af disse aromatiske stoffer, således at man nu kan kopiere naturen. På denne måde skabes naturidentiske aromastoffer kemisk i stedet for at man udnytter jordens begrænsede ressourcer. Hvis man gjorde det, så ville der snart ikke være flere naturlige aromaer tilbage at finde i naturen. De naturidentiske enkeltbestanddele består af naturligt forekommende duftstoffer fra den naturlige plante/vækst. Men altså bare fremstillet syntetisk. Herved har man en stabil kilde til duftstoffer hele året rundt.
De naturidentiske dufte har udelukkende duft og ingen virkning. Et eksempel er rosenolie. Duftolien har ikke de aromaterapeutiske egenskaber, som æterisk rosenolie har. (Æterisk betyder flygtig). Så hvis man ønsker den sensuelle og beroligende virkning, så er det den æteriske rosenolie man må anskaffe sig. Dette gør dog ikke rosenduftolien mindre naturlig. Man får bare ikke effekten. Hvis man kan undvære virkningen, så er duftolierne et billigere alternativ. Og så kan duftolierne også bruges i duftlampen ligesom de æteriske olier.
I vore duftlys og i vore luftfriskere bruger vi udelukkende naturlige og naturidentiske dufte. Aldrig naturfremmede og syntetiske stoffer. Hvis du kan tåle duft, så er duftlys et dejligt indslag i en travl hverdag.
Hvad er du opmærksom på, når du køber duftlys?
