Vi er i det mørke Norden storforbrugere af levende lys. Alene danskerne bruger hvert år 17.500 tons levende lys - eller i gennemsnit 3,5 kg. pr. indbygger. Af disse er langt størstedelen paraffinlys, som også er kaldet petrokemiske lys. Disse petrokemiske lys er fremstillet af råolie, som forurener både indeklimaet og miljøet. Paraffin er et spildprodukt ved udvinding af råolie og bliver bl.a. også brugt til at fremstille asfalt. Det er nemt at forestille sig, at dette ikke er et produkt, som burde lande i menneskers og dyrs lunger.
Samtidig med den familiemæssige hygge med levende lys, spredes der også partikler kaldet aerosoler, som bl.a. består af sodpartikler. Dette kan bl.a. ses i form af røgpletter på vægge og gardiner samt i det stadigt stigende antal astmatikere og allergikere, som Danmark oplever som følge af et dårligt indeklima. Et andet vigtigt emne er CO2-udslip, som er et emne, der så at sige bliver varmere og varmere. Hvis alle levende lys i Europa var CO2-neutrale, ville det resultere i en CO2 besparelse på ca. 935.000 tons CO2 om året. Hvert år. Så levende lys er ikke bare levende lys, som skaber hygge, men er noget der i meget høj grad kan ændre vores indeklima. For ikke at tale om vores egen og vores families sundhed.
